Warning: Use of undefined constant __FIEL__ - assumed '__FIEL__' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/ellenbyejensen.dk/karolineshus/wp-content/plugins/nom-event-management/index.php on line 35

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/ellenbyejensen.dk/karolineshus/wp-content/plugins/nom-event-management/custom-metabox/init.php on line 762
Inge C | Inge C – Karolines Hus – Galleriet på Fur

Inge C

Inge C – naturalisme med et touch af noget mere

Inge C er fascineret af Færøerne og gengiver med stor kærlighed og tydelig indfølthed landskaber, dyr og huse fra den Atlantiske ø-gruppe.  Mennesker ser man ingen af, men alligevel er de der alle vegne i form af husene, der ligger underlagt naturens vilje i det store landskab eller i form af nære bybilleder med træhuse og græs på taget.

Hendes valg af tusch og akryl giver hendes billeder en sær sarthed sat overfor en ”stedets brutalitet”. Oftest er det kun ganske få farver, som dominerer billederne – Grøn, sort og blå: Græsset, klippen og himlen.  Men på trods af enkeltheden og de menneskeløse landskaber og bybilleder fornemmer man alligevel mangfoldighed og aktivitet. Her sker noget, selv om der tilsyneladende intet sker.

Inge C´s særlige teknik med at lade tuschen ”løbe”  – det sker især i hendes by-billeder – giver billederne en helt særlig følelse af forgængelighed, af at være øjebliksbilleder: Sådan ser her ud lige nu, men om ikke længe er intet af det, du ser mere.

Hun maler også mennesker, men det gør hun udelukkende i form af portrætter malet med akryl på træ. I ganske få grove strøg får hun særdeles livagtige og udtryksfulde ansigter frem. Langt mere farverige end landskabsbillederne er disse små fine portrætter (10×10 cm), som i deres enkelthed står meget stærkt.

Fælles for billederne er, at der bag de enkle strøg, de få lette streger, de stærke elementer er noget mere, som handler om eksistens, om at være her nu og måske ikke om lidt. Billeder der har noget at sige i al deres tilsyneladende stilhed.

  • Inge C