Ove Ødegaard er kolorist og helt sig selv, når han forener lys, farver, stemninger og mennesker. Inspireret gennem en årrække af så forskellige steder som Skagen og Paris, på det seneste mindre stedbestemt. Nu synes det at være almene inspirationer, mennesket som en begrænset markering i forhold til naturen og storbyen. I helt nye billeder er mennesket fraværende som figur, men tilstede i den abstrakte farveopdeling som eksistensens kommentarer. I fire årtier har Ove Ødegaard fastholdt en søgen efter noget bag motiv, streg og farver, en søgen, der skal få beskueren til selv at tænke og føle. Smukt er det at flyve med ham på farvernes vinger fra Skagen til Paris, undervejs med vandreture i Ødegaards palet: afdæmpet og varieret på en måde, så vi oplever et perspektiv i selve farvens nedtoning. Menneskene er indlejret i farvernes budskab, der på en egen måde fortæller, at lyset skal kunne komme til.
Se mere på ove-ødegaard.dk